nr. 10-2025 - Flipbook - Page 19
Virum-Sorgenfri Avis • 16- maj 2025
og manufaktur begyndte byen for
alvor at vokse. Til tider gik udviklingen dog ikke så hurtigt. I midten af
1800-tallet var proprietær Peter Lund
i en lang årrække formand for sognerådet (svarende til nutidens borgmester). Han var meget sparsommelig
og modsatte sig længe, at Lyngby
Hovedgade 昀椀k fortove og gadebelysning, som de handlende ønskede:
”Hvis folk skal på gaden i mørke,
kan de tage en lygte med og tage træsko på, det gør jeg!”
Den 16. august 1907 gik de engelske tropper i land ved Vedbæk
og besatte blandt andet Lyngby. En
kanonkugle i nordgavlen på Det
Hvide Palæ (Lyngby Hovedgade 37)
vidner om dette. Den sidder i muren
til venstre for trappen og lidt højere
end overkanten af døren. Planen var
at omringe København, for at tvinge
byen til underkastelse. Københavns
bombardement fra den 2. september
til den 7. september gjorde dog udfaldet (det var for øvrigt verdenshistoriens første terrorbombardement af en
by).
Inden indførsel af næringsfrihed
i 1857 skulle al handel foregå i
købstæderne. Selvom at Lyngby
aldrig 昀椀k købstadsrettigheder, ansås den som betydende fabriksby
at være så vigtig, at den alligevel
昀椀k tilknyttet en række bytjenester
så som herredsfoged, læge, apotek,
postbefordring, kroer, håndværkere
og handlende.
I 1863 昀椀k Kongens Lyngby togforbindelse til København, hvilket
yderligere satte gang i udviklingen,
og allerede i 1890 var byen kommet
op på 2.556 indbyggere. Industrien
langs Mølleåen blomstrede, og der
blev gennemført store udstykninger
af villagrunde (Digterkvarteret og
Fuglevadskvarteret).
Den 10. september 1888 昀椀k Lyngby
Hovedgade som det første sted i Danmark elektrisk gadebelysning med
kulbuelys. I år 1900 beskrives Kongens Lyngby som ”en købstadslignende landsby med til dels brolagte
gader”. Befolkningstallet voksede
hastigt og Lyngby var ved at udvikle
sig til et egentligt bysamfund. I 1911
var indbyggertallet kommet op på
5.240 (i den nu sammenlagte Lyngby-Taarbæk kommune) og toppede i
1965 med 65.105 indbyggere.
Fra 1960 og frem er udviklingen
gået rigtig stærkt og har været præget
af politikernes ønske om at styrke
Lyngbys position som en moderne og
driftig handelsby med betonbyggeri
og stort fokus på bilers fremkommelighed. Lyngby er blevet en handelsby. Man har i den proces forsømt at
skabe hyggelige og trygge byrum for
byens borgere. Meget usædvanligt
for en by af Lyngbys størrelse har
vi ikke en gågade og kun få og ikke
særskilt hyggelige torve og pladser.
Lyngby er ikke længere den lille hyggelige landsby, som af den franske
rejsende i starten af 1700-tallet blev
kaldt en af Sjællands smukkeste.
Den store opgave fremover, som jeg
ser det, er at bevare Lyngbys position
som førende handelsby men samtidig
i højere grad fokusere på mennesker
og miljø. Letbanen har i hele sin
byggefase været til stor gene for områdets beboere, men fuldt implementeret kan den være med til at fremme
miljø og fremkommelighed i byen.
Erfaringer fra udlandet viser at letbanen kan have stor regerende e昀昀ekt på
de berørte korridorer og fremmende
for den lokale handel. Dette tiltag
kan imidlertid ikke stå alene. Jeg har
nedenfor opsummeret nogle fokusområder man bør kikke på.
• Området mellem Likørstræde og
Lyngby Torv fremstår i dag grimt og
rodet, men det har bestemt stort potentiale. Jeg forestiller mig et hyggeligt torv forbeholdt fodgængere med
små spisesteder, caféer, mindre salgssteder og små grønne områder. Man
kan 昀氀ere steder i landet se eksempler
på, hvordan sådan et område kan udformes, og hvor godt det fungerer, for
eksempel Paladspassagen i Vejle, AL
Passagen i Kolding, Vintapperstræde
i Odense og Torvet i Faaborg.
• De værste ”øjenbæer” herunder
Side 19
den grimme bygning, som i 1. sals
højde danner port mellem Likørstræde og stationspladsen, bør forskønnes eller på sigt nedrives.
• Lyngby Hovedgade bør være gågade i hvert fald fra Nørgaardsvej til
Toftebæksvej.
• Lyngby bør igen have en turistinformation, evt. på stationsforpladsen,
hvor der engang stod pølsevogn.
• Motorvej og jernbane bør graves ned, så Lyngby igen samles, og
Lyngby Sø reetableres til sin gamle
bred tæt på byen. Det kan virke som
et utopisk projekt, men tilsvarende
gennemføres med stor regenererende
e昀昀ekt 昀氀ere steder i udlandet. Jeg så
første eksempel herpå i Santander,
Spanien, i 1995.
• Vand i byen giver liv og miljø.
Kommunens plan om at reetablere
Fæstningskanalen er bestemt prisværdig, men det er ikke gjort med
at støbe nogle ”vandbassiner”. Den
skal reetableres som en rigtig kanal
hvor vejene føres over på broer og
i respekt for dens historie. Stemmeværket, som ligger begravet under
Hovedgaden, er et vigtigt element
i vores fælles kulturhistorie, og bør
fritlægges og renoveres.
• Baadfarten er et af områdets
største attraktioner, men selv mange
lokale kender ikke til dens eksistens.
Baadfartens kontor og primære
anløbsbro bør 昀氀yttes ned til Hovedgaden, hvor der sammen med det
fritlagte stemmeværk, kan laves et
hyggeligt maritimt miljø. I Odense
har de på tilsvarende vis, med en gågade/sivegade forbundet deres Åfart
med centrum.
• Ligbærerbroen, en smuk hvid
smedejernsbro, førte i sin tid over
den nu tørlagte kanal. Den blev ca.
1980 nedtaget for renovering, men
kommunen kom desværre ved en
”fejltagelse” til at skrotte den. Broen
bør naturligvis reetableres i sin oprindelig stil. Der kan måske oprettes
en fond hertil – jeg bidrager gerne.
